Årets flotteste efterskolefilm - Sorø Gymnastikefterskole
Klik for at slå lyd til / fra...

Årets flotteste efterskolefilm

Udgivet 2. oktober 2019

Hey, jeg er Jacob Malling, videografen bag afslutningsvideoerne her på SGE. I dette blogopslag vil jeg give lidt indsigt i min arbejdsproces under den seneste afslutningsvideo for årgang 18/19 og alle de mange faktorer jeg skal tage hensyn til, for at opnå et succesfuldt resultat.

Afslutningsfilm 18/19

Forberedelserne

De første forberedelser starter gerne flere måneder før filmeperioden. For hvert projekt starter jeg altid med at lave en Spotify-playliste med forskellige musikmuligheder og skriver herefter mine ideer til videoens koncept. På dette tidspunkt laver jeg også en lang checkliste med alt det forskellige indhold der gerne skulle inkluderes i videoen. I år valgte jeg endnu engang at opdele videoen i 3 sektioner, hverdag, sommer og afslutning, da det har virket suverænt de 2 forrige år. 

Lige før filmeperioden, lægger jeg et detaljeret skema over alle de forskellige aktiviteter og events der skal inkluderes. Jeg allokerer også en del af tiden til at filme spontane hændelser på skolens gange og fællesarealer, det er oftest her at de bedste og mest ægte efterskoleoptagelser finder sted.

Optagelser

Filmeperioden er klart den mest spændende og sjoveste del af processen.  Jeg har en tommelfingerregel der hedder at 10-20% af optagelserne ender i den færdige video. Så jeg prøver altid at filme så meget som muligt i filmeperioden, da jeg ved at denne procentdel af redigeringsværdigt materiale vil være det samme, ligegyldigt hvor stor eller lille den totale mængde af optagelser er. 

Som en tommelfingerregel ender kun 10-20% af optagelserne ender i den færdige video…

Jacob Malling

En normal optagelsesdag i afslutningsperioden starter typisk med de første aktiviteter kl. 9  og kan vare helt indtil kl. 23 hvor alle eleverne er gået i seng. Det kan ofte være stressende med adskillige lange filmdage i streg, nogle helt op til 12 timer, især når den sidste dag nærmer sig og man stadigvæk mangler adskillige punkter på sin checkliste. I år startede jeg allerede i maj med at filme specifikt indhold som fx rapsmarkerne og dm-konkurrencerne. Størstedelen af optagelserne fandt dog sted i sidste halvdel af juni, da det er her alle de gode afslutnings-aktiviteter er koncentreret.

Det vigtigste når jeg filmer på skolen i en hel måned, er klart at eleverne er trygge og komfortable. Fintunet situationsfornemmelse og grundig aflæsning af kropssprog er super essentielt for at sikre eleverne en positiv oplevelse. I år har jeg været heldig at have mange opgaver for skolen, hvilket har givet mig et bedre kendskab til alle eleverne. En stor del af optagelsesarbejdet er nemlig at opbygge relationer, så der skabes en tryg ramme, hvor eleverne ikke ser mig som en fremmed fyr med et kamera. Det gør det meget nemmere at filme tættere på eleverne og placere seeren direkte i situationen. Et af videoens vigtigste formål, er at give seeren følelsen af tilstedeværelse, og det opnår man næppe ved at filme med en telelinse på “sikker” afstand. 

Hvilket videoudstyr bruger Malling?

Når det kommer til udstyr, bruger jeg to små systems kameraer fra Sony. De minder lidt om et lille spejlrefleks og er super kompakte. Kameraerne kan konfigureres til et lille eller stort setup, alt efter behov. Det er altid godt at have to til rådighed i tilfælde af det ene skulle gå itu eller når der ikke er tid til at skifte objektiv og tilbehør, fx ved optagelse af en gymnastikopvisning. Jeg har omkring 7 objektiver jeg skifter imellem, alt fra super vidvinkel til telefoto. Når jeg filmer håndholdt foretrækker jeg faste “normale” optiker, som ligger midt i spektret.  De er super gode til close-ups og giver en lækker sløret baggrund. De er også meget små, hvilket er super praktisk når man vil være diskret og undgå at intimidere eleverne, især når man filmer på gangene og værelserne. På størstedelen af mine optagelser bruger jeg en af to gimbal stabilisatorer til at give flydende kamerabevægelser. Jeg har en stor og en lille som jeg skifter imellem, alt efter hvad der passer bedst til den givne aktivitet/hændelse. Flydende kamerabevægelser skaber meget mere dynamik og energi i billedet. Det er også en af de bedste filmteknikker til at udtrykke følelser visuelt, alt efter hvilken retning kameraet bevæger sig i forhold til motivet.

Redigering af den færdige filmen

Den sværeste del af processen er uden tvivl redigeringen. Dette år tog redigeringen ca. 5 ugers totalt arbejde. Før jeg starter på selve redigeringen af videoen, er der masser af sorterings- og planlægningsarbejde der skal overstås. Her bliver alle optagelserne kørt igennem en rimelig heftig frasorterings-proces hvor de ca. 20 timer bliver kortet ned til 3. Når sorteringen er færdig, begynder jeg at vælge musik og fastlægge videoens plot. Ligesom de to tidligere år, inddelte jeg videoen i 3 sektioner med de overordnede temaer: Hverdag/intro, sommeraktiviteter og afslutning/flashbacks. Linjen mellem del 1 og 2 er nogenlunde løs, så typen af indhold overlapper lidt her; det drejer sig mere om hvad der stemningsmæssigt passer bedst til hver del. 

Når alt indholdet er fordelt mellem de 3 sektioner, opdeler jeg det yderligere efter musiknumrenes omkvæd, optakter og vers, i en rækkefølge der giver logisk mening og gradvist stiger i energi op til det sidste omkvæd/drop. På den måde er jeg afklaret med placeringen af hver individuel kategori af optagelser, hvilket gør redigeringen af sådan et kæmpe projekt meget mere overskueligt.

Som det sidste trin inden redigeringen starter, laver jeg udvalgspuljer af mine optagelser til hver musikdel. Med alle numrenes omkvæd, vers og optakter, ender det op på 25 puljer. Alt dette sorterings- og udvælgelsesarbejde er for mit vedkommende en absolut nødvendighed når man arbejder med et projekt på 5000+ videoklip som dette.

Klipning handler om at mærke efter

Selve klipningen er meget intuitiv og forgår hovedsageligt ved at lytte efter ens mavefornemmelse. Jeg plejer at klippe ligesom man ville lave en serie eller danse-koreografi, hvor klippene passer til musikken i tempo, stemning og rytme. Da mit klippetempo går relativt hurtigt, prøver jeg også at matche bevægelserne mellem klippene. Det kan være en kamerabevægelse og kropsbevægelser der går igen fra klip til klip. Man kan også lave et “cause and effect”, hvor to sammensatte handlinger eller bevægelser komplimenterer hinanden. Alle disse klippeteknikker er med til at give videoen et bedre flow. Efter jeg har lavet grov første udgave, begynder jeg at indsætte markører i mit redigeringsprogram. Her har jeg lavet mit eget farvesystem som indikerer hvilken type rettelser der skal finde sted. Rettelsesprocessen er ofte den længste del af redigeringen og den mest frustrerende. Nogle specifikke rettelser kan tage flere timer at fikse hvis der er mangel på klip der passer, så det kræver en stor mængde viljestyrke for at blive siddende ved skrivebordet efter mange mislykkedes rette-forsøg.

Når alle de 3 sektioner er rettet færdigt, går jeg i gang med at farveredigere videoen. For hvert lysscenarie fx sollys dag eller indendørs aften, laver jeg et “colorgrade”. Sagt på dansk er det bare et professionelt udtryk for et billede filter. Det ændrer lidt på farverne og kontrasten så klippene får et filmisk look og virker mere interessante. Efterfølgende fikser jeg lysstyrken, kontrasten og farverne på hvert individuelle klip, så alt ser normalt og lækkert ud.

Til allersidst er er der ikke andet tilbage end at få eksporteret den færdige video. Arbejdet stopper dog aldrig helt her, da projektets størrelse og kompleksitet altid skaber tekniske problemer lige før målstregen. Når alle disse problemer i redigeringsprogrammet er fikset, er det bare at klikke upload.

Den kreativ frihed er vigtig

Som dette blogopslag sikkert har givet et indtryk af, er produktionen af en afslutningsvideo ikke bare at trykke på et knapper. Det er virkeligt et maraton med hundredvis af udfordrende arbejdstimer, hvor man virkelig får testet sig selv af, ikke kun sine kreative og filmtekniske evner, men virkelig også sin motivation-evne og selvdisciplin. I sidste ende er det absolut hele besværet værd når man ser den positive respons fra eleverne og alle de andre seere. Det er svært at finde videoopgaver med samme mængde kreativ frihed og tilfredsstillelse som en afslutningsvideo for SGE. 

Hvis man har spørgsmål eller interesse for flere detaljer, er man meget velkommen til at skrive direkte til mig. Jeg kan fanges på jacobmalling.com 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dit ophold

På SGE sammensættes dit ophold af linjefag, valgfag og boglig undervisning. Sådan vælger du linjefag og valgfag.

Desuden har du fællesgymnastik og drenge- eller pigegymnastik. Alle elever deltager i opvisningen.

Hver årgang kommer på en obligatoriske skitur og linjefagstur.
Vi glæder os til at se dig!

Har du spørgsmål?

Vi vægter både de boglige og de idrætslige fag højt. Vi har desuden stor fokus på gymnastik, som bruges til at forbedre dig i mange andre fag. Hvis du ikke har fundet svar på alle dine spørgsmål, så har vi lavet en FAQ, hvor du kan finde svar på de mest normale spørgsmål…

Spændende arrangementer

Der er altid fuld fart på SGE. I løbet af året har vi mange spændende arrangementer for både børn og voksne.

Se alle arrangementerne i årskalenderen.