Hvordan er det at være med på CampSorø?
Udgivet 8. januar 2020
CampSorø 2019 løb af stablen i uge 31 – helt præcis mandag d. 29. juli til fredag d. 2. august. Der var 170 unge spændstige deltagere med, som havde valgt enten springgymnastik, parkour eller grandprix som deres linjefag.
Fire super seje piger fra Rødovre og Omegns Gymnastikforening (ROG) (Anna, Elina, Olympia og Silje) var med på springlinjen og har herunder skrevet om deres oplevelser på campen.
Vi er fire piger der var på CampSorø her i sommerferien for første gang. Vi vil fortælle lidt om hvad vi lavede, og hvorfor Sorø Gymnastikefterskole er et vildt fedt sted at være.
På CampSorø bruger man selvfølgelig meget tid på det linjefag man har valgt (Parkour, Spring eller Grand Prix), men udover det, er der rigtig mange fede aktiviteter. F.eks. kunne man mountainbike og skyde med bue og pil. Vi var også nede og bade ved en sø, hvor der var mange sjove ting at lave.

Åbent modul – prøv et nyt linjefag
Der var ”åbent modul” hver aften, hvor der var mulighed for at prøve de andre linjefag. Man kunne også bade i badebassinerne eller glide på glidebanerne. Vi synes, det var nogle rigtig sjove aktiviteter, og det var fedt, at de var der, så man ikke ”bare” skulle lave sit linjefag.
Mange trænere og hjælpere
På campen var der mange trænere. De var rigtig gode til at hjælpe, så alle fik en god oplevelse. Udover trænerne var der også en masse hjælpere, som havde gået på efterskolen sidste år. De hjalp til træningerne med det linjefag de selv har haft, og var også med til nogle af aktiviteterne. Det var godt, at der stod nogle ved hver station til at hjælpe og rette én. Vi synes, at det var vildt fedt at de var der, og de var med til at gøre turen meget sjovere!
Gysernatteløbet – Vildt uhyggeligt!
En af de ting vi synes var sjovest på campen, var gysernatteløbet, hvor trænerne og hjælperne havde klædt sig uhyggeligt ud. Så skulle man gå rundt på skolen, og prøve at opklare et ”mord”. Det var virkeligt godt lavet og uhyggeligt!
En anden ting der var god, var alle forfriskningerne. Det vi fik var f.eks. frugt, kage, koldskål, müslibarer, saftevand og en masse andre ting. Det synes vi var rigtig lækkert, efter man havde trænet.
En rigtig god oplevelse…
Vi havde en rigtig god oplevelse på CampSorø, og da de fem dage var gået, havde vi ikke lyst til at tage hjem, fordi vi havde det så sjovt! Det var også fedt, at der hele tiden var noget at lave i pauserne, men hvis man ville slappe lidt af, kunne man bare være lidt på sit værelse. Efter at vi har været der, er vi alle sammen blevet skrevet op til at gå på Sorø Gymnastikefterskole i 10. klasse, og vi regner med at gøre det 🙂
I hvert fald kan vi helt klart anbefale CampSorø. Det er en rigtig fed camp!
Kærlig hilsen Anna, Silje, Elina og Olympia (oase) fra ROG Teamgym















Skriv et svar