I marts er weekenderne altid fyldte med gymnastikopvisninger
Udgivet 28. februar 2017
I januar og februar knokler vi for at få vores opvisning færdig og vi glæder os til at komme rundt på Sjælland og vise den frem. Eleverne giver den altid en kæmpe skalle med træningerne og de har i den grad JA-hatten på i forhold til at få tingene til at lykkes!
Som sagt rejser vi næsten altid rundt de 4 weekender i februar/marts for at vise opvisningen frem og her vokser fællesskabet, samarbejdet, energien og ansvaret i hele elevflokken, og alle elever oplever at de opnår et mål de har arbejdet hårdt for.
Stort fælles ansvar i hele opvisningen
Opvisningen er en kompleks størrelse, som rummer mange aftaler imellem eleverne og hvor hver enkelt elev har ansvar i opstillinger, redskabsslæb og den generelle koordinering. Med andre ord, så er det vigtigt, at eleverne er til stede til disse opvisninger, dels fordi de går glip af fællesskabet omkring opvisningerne, men også fordi at resten af elevflokken skal bruge tid på at koordinere disse aftaler på ny.
I denne periode opfordrer vi forældrene til ikke at tage deres børn ud af skolen, når der er opvisninger medmindre det er strengt nødvendigt! Dette skyldes som ovennævnt at der bruges lang tid på at dække aftaler ind for de elever som ikke er til stede. Skulle det ske, at en elev skal fritages vil må vi gøre opmærksom på at en konsekvens kan blive at elevens plads i opstillingerne, springrækkerne osv. kan blive ændret.
Hver fredag inden opvisningerne bruges der tid på at lave aftaler og strukturere opvisningen for hele weekenden. Ved vi på forhånd at en elev ikke kommer lørdag, laver vi højst sandsynligt en aftale med en anden elev som kan være til stede hele weekenden. Det kan lyde hårdt, men det er vigtig for os at vi ikke spilder 184 andre elevers tid pga. opgaven med at ændre opstillinger osv.
Opbakning til opvisningerne
Vi nyder at kommer ud til hallerne, hvor nogle af eleverne er på hjemmebane. Det samme gælder når forældrene bakker os op i hallerne. Det giver en god stemning i hallen og det kan være med til at få taget til at løfte sig når eleverne går på gulvet. Vi glæder os til at se jer rundt i hallerne og til at give jer en god oplevelse med alle de dejlige elever, der giver et brag af en opvisning.
Skriv et svar