Sorø Gymnastikefterskole byder ny forstander velkommen
Udgivet 11. april 2025
Efter en grundig og engageret rekrutteringsproces kan Sorø Gymnastikefterskole nu med stor glæde meddele, at skolens kommende forstander bliver Johannes Juulsgaard, som har været en del af skolens liv gennem 16 år. Johannes har senest været konstitueret forstander og tidligere fungeret som lærer, afdelingsleder for gymnastikken og pædagogisk-leder på efterskolen.
– Det er med stor tillid og stolthed, at vi har valgt Johannes som ny forstander. Han kender huset, værdierne og kulturen indgående og har i sin konstituerede periode udvist både ledelsesmod, lydhørhed og blik for skolens fortsatte udvikling, udtaler bestyrelsesformand Ulrik Lefevre.
Johannes har i sin ledelsesstil fokus på langsigtet retning, refleksion og værdibåret udvikling. Han er kendt for at kunne sikre stærke og trygge relationer i personalegruppen og blandt eleverne, og han bringer en ro og et overblik ind i ledelsesopgaven, som netop matcher Sorø Gymnastikefterskoles behov og ambitioner i de kommende år.
– Vi ser Johannes som den helt rigtige person til at stå i spidsen for Sorø Gymnastikefterskole netop nu, hvor vi ønsker at bevare vores stærke fundament og samtidig tage nye skridt i en tid, hvor efterskolernes rolle er i forandring, fortsætter Ulrik Lefevre.
Om sin kommende rolle som fast forstander siger Johannes:
– Jeg er stolt og taknemmelig over at få lov til at føre Sorø Gymnastikefterskole videre. Jeg har tilbragt 20 år i efterskoleverdenen. Her føler jeg mig tryg, her føler jeg mig forstået, her kommer min livserfaring og mine kompetencer i spil på bedst mulig måde, her i samspil med Grundvigs skoletanker hører jeg hjemme. SGE er en skole, hvor tradition og fornyelse går hånd i hånd, og hvor gymnastikken, fællesskabet og den personlige udvikling skaber grobund for stærke ungdomsår. Jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde med både medarbejdere, elever og bestyrelse.
Johannes tiltræder officielt stillingen som forstander den 1. maj, og bestyrelsen ser frem til et fortsat stærkt samarbejde med ham, skolens øvrige ledelse og medarbejdere.
For yderligere information kontakt:
Ulrik Lefevre, bestyrelsesformand på telefon 22 44 77 42 / e-mail lefevre@lexsos.dk eller Johannes Juulsgaard, forstander, på telefon 27 24 78 05 / e-mail jj@soroefterskole.dk
