Stillingsbeskrivelse
Når dørene åbner sig til en ny dag på vores efterskole, summer gangene af liv. Elever, lærere og medarbejdere møder hinanden i et fællesskab, hvor sammenhold, tillid, ærlighed og respekt er kernen i alt, hvad vi gør. Vi søger nu en ny forstander, der i et stærkt samarbejde med det øvrige ledelsesteam kan stå i spidsen for at skabe en fremtid, hvor tradition og udvikling går hånd i hånd.
Sorø Gymnastikefterskole bygger på stolte traditioner, der går tilbage til 1888, på stærke fællesskaber, en passion for gymnastik og idræt og en forankring i efterskoleverdenens værdier. Samtidig er vi en moderne skole, der møder nutidens unge i øjenhøjde. Vores kommende forstander skal være en person, der kan samle, inspirere og udvikle – både elever, medarbejdere og skolens strategi. Det kræver en visionær og menneskeligt stærk leder, der kan stå fast, træffe beslutninger og samtidig være lyttende og inddragende.
Om os
Sorø Gymnastikefterskole er en efterskole med 210 elever, der alle går på 10. årgang. Vi har en skarp og visionær gymnastikprofil og arbejder hvert år frem mod forårets opvisninger og shows. Alle elever deltager i de årlige opvisninger, og gymnastikken er en grundpræmis for at være elev på Sorø Gymnastikefterskole.
Vores linjefag er:
10. PRO
10. pro er vores faglige linje, hvor elever kan udfordre sig selv – både fagligt og personligt. Med udgangspunkt i Grundtvigs nysgerrige skoletanker kombinerer vi de klassiske færdigheder og kundskaber, som eleverne har tillært i folkeskolen og bringer dem i spil i moderne læringsmetoder, så eleverne bliver rustet til fremtidens muligheder og udfordringer.
10. PRO bygger på:
- 21st Century Skills: Vi arbejder målrettet med de kompetencer, der er afgørende i det 21. århundrede, herunder kritisk tænkning, kreativitet, samarbejde og kommunikation.
- Projektbaseret læring: Eleverne lærer gennem virkelighedsnære projekter, hvor de undersøger, eksperimenterer og skaber løsninger på komplekse problemstillinger.
- Socio-emotionel læring: Vi vægter elevernes personlige udvikling højt, og vi støtter dem i at forstå og håndtere egne og andres følelser, skabe relationer og træffe ansvarlige beslutninger.
Vi har udviklet 10. PRO i samarbejde med MiLife, som har givet os værdifuld sparring og indsigt i, hvordan vi kan skabe det bedst mulige læringsmiljø for vores elever.
I 10. PRO bliver eleverne en del af et fællesskab, hvor nysgerrighed, engagement og personlig udvikling går hånd i hånd. Det er en tilgang til læring, der giver eleverne redskaber til at udforske sig selv og se sig selv i kontekst med andre mennesker.
Helt overordnet står Sorø Gymnastikefterskole på et meget stærkt sted med en god og sund økonomi. Vi har gennem de senere år haft ventelister, og både den løbende elevtilgang og tilfredshed er meget høj. Se mere her.
Vores værdier
Sorø Gymnastikefterskole er en Grundtvigs efterskole der bygger på STÆR-værdierne:
SAMMENHOLD – TILLID – ÆRLIGHED – RESPEKT
Vi arbejder ud fra efterskolernes hovedsigte om at skabe livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Vores måde at være sammen på bygger på grundlæggende antagelser om at:
- Alle gør det bedste, som de kan ud fra de forudsætninger, som de har
- Alle er unikke og forskellige
- Alle ønsker at lykkes
Vores grundlæggende antagelser og værdier afspejles i måden, som vi er sammen på, og de kommer tydeligt til udtryk i mødet med hinanden og gennem vores samvær og dialog med eleverne.
Gennem nærværende samvær, meningsfulde dialoger, fællessang og bevægelse skaber vi samhørighed og engagement. Skolens værdier fungerer som et kompas, der aktivt inddrages i samtaler med eleverne for at skabe en tryg og hjemlig efterskole.

Opfylder du flere af de kvalifikationer, som vi søger?
Vi har været grundige i vores forberedelser til at formulere en række ønsker til vores kommende forstander. Alle medarbejdere, ledelse og bestyrelse har været involveret og er blevet inviteret til at komme med input. Vi håber, at du kan se dig selv i ønskerne!
Din branchemæssige baggrund:
- Erfaring fra efterskoleverdenen er en fordel, men ikke en nødvendighed
- Indgående kendskab til gymnastik og idræt
- En skarp fornemmelse for, hvordan efterskoler udvikler sig i en foranderlig verden, hvor både forældre og unge har nye behov og forventninger
Dine personlige kvalifikationer
- Stor personlig gennemslagskraft og en naturlig autoritet
- Varm og nærværende person, der møder andre med åbenhed og nysgerrighed
- Beslutningsdygtig og handlekraftig
- Høj integritet og samtidig dynamisk og udviklingsorienteret
Dine ledelsesmæssige kompetencer
- Værdibåret i din tilgang til ledelse og kan spejle dig klart i vores kerneværdier
- Strategisk overblik, der skaber en stærk fælles retning for alle
- Systematisk og struktureret tilgang
- Dygtig generationsleder, der forener medarbejdere på tværs af alder og køn
- Kommunikerer i særklasse
- Inkluderende leder, der mobiliserer mennesker omkring dig, så de vokser og trives
Dine faglige kvalifikationer
- Relevant uddannelsesmæssig baggrund – enten inden for pædagogik, ledelse eller en beslægtet retning
- Erfaring med organisationsudvikling, økonomistyring og administration
- Indsigt i og erfaring med kvalitetsudvikling af undervisning og pædagogiske tilgange
- Analytiske evner, der kobler pædagogik og økonomi til et solidt strategisk fundament
- Talent for at tænke strategisk og udviklingsorienteret

Det ledelsesteam, du skal indgå i
På Sorø bliver du en del af et stærkt lederteam. I samarbejde med de øvrige ledere og gennem inddragelse af medarbejderne på SGE arbejder du systematisk med at analysere behov og at implementere løsninger, der sikrer, at skolen forbliver en attraktiv og innovativ læringsinstitution – både organisatorisk, økonomisk og pædagogisk. Du har ledelsesstil, der helhjertet bærer præg af vores værdier, og dermed skaber sammenhold og er båret af tillid, ærlighed og respekt.
I figuren nedenfor kan du se vores struktur i visualiseret form, ligesom du også i figuren kan se, hvordan vi i dag organiserer ansvar, roller og arbejdsopgaver i ledelsesteamet:

Vores ledelsesteam

Vores administration

Øvrig organisation

Råd og udvalg
Samarbejdsudvalg: Områdekoordinatorer deltager i SU-møder, når det skønnes relevant
Personale-/lærerråd: Rådgiver om pædagogiske forhold og skoleaktiviteter i samarbejde SU-udvalget
Køkken- og praktisk udvalg: Holder selvstændige planlægningsmøder
Herudover har vi en række faglige og øvrige udvalg.
Vores skolekreds og bestyrelse
Alle frie skoler (friskoler, højskoler og efterskoler) har en skolekreds, og det har vi selvfølgelig også på Sorø Gymnastikefterskole. Vores skolekreds består af mange forskellige mennesker, der har det til fælles, at de synes Sorø Gymnastikefterskole er et godt tilbud, som er værd at støtte og bevare. Der er cirka 160 medlemmer i vores skolekreds.
Vores bestyrelse består af 5 personer, og er den øverste myndighed. Bestyrelsen har ansvaret for at ansætte en ny forstander, og vi har tradition for et nært og tæt samarbejde med skoleledelsen.
Du kan møde vores bestyrelsesmedlemmer her:

Er du klar til at sende din ansøgning?
- Send din ansøgning med eventuelle bilag på nedenstående link
- Ansøgningsfrist den 11. marts 2025 klokken 12.00
- Samtaler holdes på Sorø Gymnastikefterskole, Topshøjvej 50, 4180 Sorø
- Vi holder første samtalerunde den 25. og 26. marts 2025
- Vi holder anden samtalerunde den 22. og 23. april 2025
- Hvis du bliver inviteret til anden runde, skal du forvente et testforløb undervejs
- Ansættelse gerne fra 1. juni 2025. Men vi venter selvfølgelig på den rigtige.
Til samtaler kan du forvente at møde repræsentanter fra både medarbejdere, ledelse og bestyrelsen. Samtalerne vil blive faciliteret af en mødeleder.
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os:
- Ulrik Lefevre, Bestyrelsesformand, telefon 22 44 77 42 eller lefevre@lexsos.dk
- Lars Wendelboe, Viceleder, telefon 30227338 eller lw@soroefterskole.dk
Du er meget velkommen til at få en rundvisning på skolen, før du sender din ansøgning.
Her kan du møde mennesker på Sorø Gymnastikefterskole:
Her kan du se vores officielle dokumenter:
Her finder du stillingsopslaget:
