Albert Klostergaard

Det bedste råd, som jeg har fået, er måske ikke så meget et råd, men nærmere en form for læresætning. Vi har i min familie altid fået at vide, ’at livet er uretfærdigt’.

Når man ikke er særlig gammel, så syntes man, at det er dumt at få at vide. Men i den læresætning var en underforstået tilgang til livet om, at selvom det er uretfærdigt, så skal du stadig tage ansvar, og det har altid siddet fast hos mig. Det værste, som du kan gøre, er ikke at gøre noget. Så længe du har overvejet dine valgmuligheder og handler, så er du virkelig kommet langt.

Da jeg var på Verdensholdet, kom jeg til skade med mit knæ. Efter sommerferien skulle jeg starte som lærer på Sorø. Der var stor uvished om, hvordan det ville komme til at gå, og om jeg i det hele taget ville nå at være med i showet igen. Der var livet uretfærdigt.

Heldigvis kom jeg hurtigt i kontakt med en tidligere Verdensholdsgymnast, der havde stået i en lignende situation. I snakken med ham fik jeg sat tingene i perspektiv, og fandt måder hvor jeg stadig kunne være der for holdet og have en funktion. Jeg brugte mange timer i et træningscenter i den periode for at blive klar til at kunne være med i opvisningen igen. Det endte med, at jeg med den hårde træning, opbakningen fra holdet og dygtige fysiske vejledere kunne springe som før, til det sidste show.

Når livet rammer eleverne på efterskolen – så prøver jeg at få dem til at fokusere på deres muligheder for at handle – også selvom livet kan være uretfærdigt. Jeg håber på, at det ruster dem til at tage ansvar for deres egen situation, så de kan se tingene i et andet perspektiv.