Underviser:
Karl Enjang Meniert Baaré
Hvorfor tiltrak efterskolelærerjobbet dig?
Efterskolejobbet tiltrak mig fordi, det er et arbejde hvor jeg føler jeg kan bidrage med min faglighed, interesser og passion, men mest af alt min person. Det er mig bekendt meget få jobs hvor man er på og får lov at udfolde så mange facetter af den man er i sit virke. Det kan være overvældende til tider at give så meget af sig selv, men det bliver vejet op af, hvor meget man får igen fra eleverne og kollegaer.
Sorø Gymnastikefterskole, er et sted hvor alle har vokseværk – ikke kun eleverne. At være en del af et forpligtende fællesskab, hvor vi konstant udfordrer og støtter hinanden, inspirerer og lader os inspirere, det er virkelig meningsfyldt for mig.
Jeg har selv gået på Gerlev Idrætshøjskole. De oplevelser og erfaringer, jeg tog med mig fra det højskoleophold, har betydet uvurderligt meget for mig, og på mange måder været livsændrende. Jeg ved at et efterskoleophold kan være mindst lige så indflydelsesrigt, og jeg er så taknemmelig for at kunne være med til at skabe rammerne for det. Det glæder mig utrolig meget at opleve vores elever vokse og følge dem i deres udvikling.
Underviser på Parkour