Musik
Spil musik på efterskole og lav dit eget band!
Den vigtigste forudsætning for at få udbytte af musiktimerne er, at du slet ikke kan lade være med at øve dig på dit instrument i fritiden!
I fritiden er det selvstudium, hvor du skal dygtiggøre dig i akkorder og nodelære, hvor nettet har gjort det meget nemmere at finde sange med f.eks. billeder af akkorder osv.
Det er en stor fordel at have brugt en del af sin ungdom på at spille guitar, lidt klaver evt. banke i et trommesæt. Hvis ikke interessen har været der indtil nu, er det måske ikke det rigtige for dig at vælge musik? Man bliver ikke ”Stjerne for en aften” på én aften…
Men hvis vi ikke har afskrækket dig med teksten, men måske endda udfordret dig, så er der brug for guitarister, bassister, trommeslagere, sangere eller folk, der spiller klarinet, tværfløjte, harmonika eller violin måske? Der er plads til alle instrumenter.
Vi vil arbejde med den lettere musikteori og få styr på noder, basistreklange, akkorder og rytmer. Og så vil vi langsomt oparbejde en række sange, som vi selvfølgelig – når tiden er moden – vil præsentere for resten af skolen og inviterede gæster. Og vi skal også have styr på en række numre, der vil blive opført til juleafslutning, arrangementer og shows.
Så er du klar på masser af musik på efterskole – har vi mulighederne!